Skønt at have orden på sine gamle negativer og dias!

2120-0619

Jeg fik i går en forespørgsel fra en gammel kunde på Vejle Havn på et luftbillede fra den 28. september 1984. Han havde fundet en lille 9×11 cm papirkopi fra dengang og ville gerne have en forstørrelse til kontoret. 

Jeg har stadig cirka 5-600.000 negativer og dias fra min analoge tid som er organiseret i et arkiv opmagasineret ude i byen af hensyn til brandfaren. Alle data er registreret i en database jeg selv har været med til at udvikle, så i løbet af få minutter kunne jeg svare kunden om jeg stadig havde negativet.

Det havde jeg, hentede det og scannede det på min gamle Imacon scanner. Det var et 6×7 cm negativ taget med et af mine Pentax 6×7 kameraer (som jeg har slidt 5-6 stykker op af). Kvaliteten er stadig formidabel og rigeligt til den 50×70 cm forstørrelse jeg derefter printede til kunden.

Det er den rene nostalgi for mig en gang i mellem at skulle ud og bladre i de gamle dias og negativer – jeg tager altid lige et par kig i nogle af kuverter ved siden af det jeg skal hente – det bringer mange minder frem om gamle jobs og kunder.

2120-0620

Lidt retouch af støv og ridser var nødvendigt – en god scanner ser alt. Skønt at se hvilken kvalitet så gamle negativer har endnu.