Gaia Nordic – september 2014

Gaia Nordic bunkrer MPI Resolution i Esbjerg Havn – for Nordic Marine Oil, Aalborg

Juletids tanker og tilbageblik

jae, jae, jae,
– jeg skulle jo nok ikke ha´ pralet af det fantastiske år i 2012 (Janteloven og Nemesis) – men det var bare så godt et år.

I 2013 kom hævnen så – med en temmelig vigende omsætning året igennem – men til gengæld nogle rigtig spændende opgaver ind i mellem.

Men, når der ikke er opgaver nok, så må man jo udvikle sig selv og sin forretning, så det besluttede jeg altså allerede meget tidligt i 2013.

I de første måneder brugte jeg rigtig meget tid på eksperimenter med timelapse og video og ikke mindst at få endnu mere erfaring med video redigering. I løbet af vinteren fik jeg investeret i nyt grej og software til netop de opgaver. Heldigvis kom der også opgaver med billeder til reklame, reportage og magasiner som normalt, bare i mindre mængde.

En stor del af de ledige stunder gik også med at lave websites for kunder igen, så hen på sommeren gik de første to i luften:

 

 

 

 

 

Timelapse/videoopgaverne kom faktisk i gang – den første kom allerede i januar for Fanø Kranservice – se indlægget her

I juni lavede jeg en timelapse af en kabel ilandtrækning på Fyn for Energinet.dk
I det tilfælde var der 2 kameraer på land og 1 på kabellægger skibet. Se indlægget her

I Juni havde Esbjerg Havn stor indvielsesfest, med masser af aktiviteter på Dokhavnen og i Byparken – det var en stor reportage, hvor jeg måtte hyre en kollega ind for at nå det hele i løbet af dagen. Der blev også lavet en timelapse hen over dokgabet, hvor de fleste aktiviteter i løbet af dagen var igang. Desværre var vejret absolut ikke optimalt for en fest. Se indlægget her

Der kom også, med mindre end én dags varsel, en luftfoto opgave som jeg dokumenterede med 2 videokameraer i flykabinen – mere for at vise hvordan jeg løser den slags opgaver.

Den største videoredigerings opgave i år var nok en 25 minutters video til Esbjerg Havns og  Esbjerg Erhvervs Udviklings udstilling på Offshore Wind Europa 2013 i Frankfurt. Filmen bestod af 30-40 videoklip fra arkivet og en mængde faste billeder og timelapse med situationer fra Esbjerg Havn. Til samme udstilling leverede jeg også et sammensat luftfoto af Esbjerg Havn, der på standen blev vist i 7 meters længde.OffshoreWindEurope2013 Se filmen her

I december lavede jeg en video/timelapse til Ocean Team Windcare – en ret speciel opgave hvor jeg på et skib havde 2 kameraer monteret, mens jeg selv lavede video fra et andet skib ved siden af. Det hele foregik på vindmølleparken Horns Rev 2. Se filmen her

P.T. er jeg i gang med et par websites som skal gå i luften i det nye år.

…og så var der jo lige “Bodil” der tog livtag med Esbjerg Havn den 5. december – min til dato mest sete video på Youtube. Hun er lige efter dette indlæg. Forgængeren for Bodil (som jo ikke havde et navn) raserede på havnen den 28. oktober, hende kan I se her.

Nogle dage efter stormen, var jeg den 10. december på en sejltur med Offshoreenergy.dk sammen med nogle internationale journalister, der skulle være i Esbjerg i forbindelse med OWIB – the Offshore Wind International Business2Business Event  December 11-12, til Horns Rev 1 og 2. Desværre bredte der sig en kraftig søsyge ombord – så HR2 blev aflyst – ærgerligt nok for vejret var bestemt fint nok 😉

www.arkivbilleder har haft et godt år – salget af billedfiler blev som 2012, men til gengæld en kraftig stigning i salget af videoklip. Nu er der næsten 11.000 billeder og over 160 videoklip til salg fra websiten.

Så alt i alt glæder jeg mig til at holde fri i Julen og

håber at I alle får en rigtig god Jul og et godt Nytår!

Med venlig hilsen og med håbet
om et fortsat godt samarbejde
Bent “Medvind”

Bodil indtager Esbjerg Havn

Her kan I se nogle klip fra et par timer på Esbjerg Havn hvor jeg var i selskab med “Bodil” lige da hun var på sit allerhøjeste med vindstød på 40 meter i sekundet og meget forhøjet vandstand med vand på alle kajer.

 

Esbjerg Havns store Sommer/indvielsesfest 2013

Esbjerg Havn indviede i fredags den 21. juni det nye havneområde Østhavnen.


Det blev fejret med en stor sommerfest på havnen, og hele byen var inviteret.
Godt nok var vejret utroligt regnfuldt og blæsende hele dagen og også om aftenen, hvor festen fortsatte i Byparken med lysshow og mange koncerter til midnat.

Herunder er et udpluk fra de mange aktiviteter:

 

Herunder er ca. 7500 billeder taget med 5 sekunders mellerum i perioden 13.35 til 24.00 fra en mast ved Fanø færgeriet mod festpladsen yderst på Dokhavnen.

Esbjerg Blue Action Card konfirmander hos Esbjerg Redningsstation

I dag opstod der pludselig en mulighed for at lave en actionvideo med alle de glade konfirmander, der var hos Esbjerg Redningsstation i dag for at få en en sejltur i rigtig høj fart ud for Esbjerg Havn.
Jeg satte et par GoPro kameraer fast på LRB´n (den meget hurtige lette redningsbåd) – her under kan I se hvad der kom ud af et par timer sejlads.

 

Jeg tror de havde det sjovt og vådt!!

En temmelig koldt luftfoto tur mellem Fanø og Sneum lørdag morgen

Lørdag morgen var jeg på en lidt speciel opgave – det skulle være lavvande, der måtte ikke være vind der kunne forstyrre vandoverfladen og helst lav sol. Og så skulle jeg lige kunne få en en helikopter.

Den var desværre kun til rådighed fra 07.30 til 08.30 og der er lyset jo ikke så heftigt. Solen var kun 10-12 grader over horisonten og desværre var der lidt skyer foran den. Men lyset var dog jævnt. Det var kun godt en times tid efter lavvande og der var kun et par knobs vind fra nord. Så det var næsten perfekt.

Men det var koldt, bidende koldt 1-2 graders frost ved jorden

Kold torsdag på Esbjerg Havn

Torsdag den 24. januar skulle A2Sea nye vindmølleinstallationsskib Sea Installer have testet sin kran. Fanø Kranservice havde bestilt mig til at fotografere selve arbejdsprocessen. Da det gik op for mig hvad opgaven gik ud på, besluttede jeg hurtigt at nu var der mulighed for at lave en rigtig “time lapse” video. Så jeg monterede det nye GoPro kamera på en container og i løbet af nogle meget kolde timer tog kameraet 10.997 optagelser – et billede hvert 5. sekund. Her ser I de 11-12 timer kogt ned til 2.28 minutter.

Årets sidste job!

Nu slår vi endnu en rekord her I Esbjerg Havn – i dag og de næste dage har vi ikke mindre end 4 vindmølleinstallations skibe i havn på én gang. Det er oven i købet også de 4 største og nyeste af slagsen. Sea Installer, Pacific Orca, MPI Discovery og MPI Resolution.

Desværre var vejret temmelig drilsk med blæst og regnbyger, men beviset er her da.

Godt Nytår til alle mine blog læsere – dejlig at se at der også i juleferien har været besøgende hver eneste dag.

 

Verdens længste vindmøllevinge udskibet fra Esbjerg

I går aftes blev verdens længste vindmølle vinge udskibet fra Esbjerg Havn. Den er 83,5 meter lang og vejer 35 tons. Den skal nu sejles til test i Bremerhaven.

Seneste opdatering mandag formiddag:

Denne video blev på et par døgn vist over 180 gange på YouTube

Nu kan I også læse lidt om den her