22.000 skridt på to dages job!?

Jeg har netop leveret de sidste billeder fra et job i Odense Congress Center jeg udførte i torsdags og fredags. Jobbet lavede jeg for Maskinmesterforeningen for 6. gang. Det er en årlig konference og udstilling med ca 1.000 deltagende maskinmestre.

Mit job er at skildre de mange foredragsholdere og ikke mindst livet på udstillingen. Billederne leverer jeg i to formater og to beskæringer mindst hver time, kontinuerligt hen over dagene til en grafiker. De bruges til “instore TV” skærme der står overalt på udstillingen og konferencen. Desuden lægges de også på foreningens website.
Ind imellem laver jeg også billeder til kommende artikler til bladet Maskinmesteren

Da jeg konstant er i bevægelse i jagten på nye motiver, prøvede jeg i år at have en skridttæller på. Torsdag hvor jeg starter 07.45 og slutter omkring 17.30 lykkedes det mig at gå 13.000 skridt og fredag der er lidt kortere dog kun 9.800 skridt. Jeg har altid elsket statistik, men det er nu alligevel tankevækkende at konstatere at man bevæger sig så meget på jobbet.

Her er lige lidt eksempler på billederne fra AJour 2012:

30 års jubilæumsflyvetur på Nordsøen, hvordan det??

30 års jubilæums tur, hvordan det??

I sidste uge blev jeg bestilt til en luftfoto opgave på Nordsøen af det hollandske firma Boskalis. Efter at have ventet en uges tid på at det dårlige vejr på Nordsøen skulle lægge sig, kunne skibet “Prins der Nederlanden”, som jeg skulle fotografere, begynde på sin opgave på Syd Arne feltet i dansk sektor.
Skibet skulle lægge sten ved platformen SA-WHP-N lidt nord for Syd Arne feltet.


Syd Arne feltet ligger ca 150 sømil stik vest for Ringkøbing, tæt på den engelske sektor, så turen i flyveren tog fem kvarter fra Esbjerg. Vejret var faktisk ikke så godt, vi måtte flyve relativt lavt for ikke at skulle flyve i regnskyerne.

Undervejs fik jeg et déjà vu, da jeg kom i tanke om at for temmelig nøjagtig 30 år siden i vinteren 82/83, var jeg på vej på min allerførste luftfoto opgave på Nordsøen.
Det var en “nu cure no pay” opgave (jeg ville jo ind i branchen for enhver pris).
Den dag var vejret bestemt heller ikke så godt!
…se bare her – vi havde kuling og indimellem sne og totalt overskyet:

 

 

 

 

 

 

 

 

Min første luftfoto opgave på Nordsøen i vinteren 82/83 foregik ligesom i går, også i en CESSNA SKYMASTER 337 – et suverænt godt og sikkert to-motores luftfotofly.

Flyet er lidt af en sjældenhed, lige nu findes der vist kun et enkelt af slagsen i Danmark.
Det kan lejes hos Prop express

 

 

 

 

 

 

 

 

Holdet på denne tur var fra venstre Bent, Jens og Kurt Skymaster. Så snart billederne var sikkert i kassen var der en lille kop kaffe og en af mine hjemmebagte rosinboller.
På sådan en 3 timers tur skal der jo helst ikke for meget vædske indenbords, der er jo ikke lige et træ at stille sig om bag ved undervejs.

f.v. Bent, Jens og Kurt

 

 

 

 

 

 

 

 

PS:
I 1998 lavede jeg faktisk et andet job for Boskalis – luftbilleder af  rørledningens ilandføring fra Nordsøen ved Houstrup Strand “Shore Approach”.

Så er alle flash videoklip i mit arkivbilleder.dk lagt om til mp4 filer

Så er alle flash videofiler lagt om til mp4 filer i hele www.arkivbilleder.dk. Det skyldes at man ikke kan se flash på Ipads og Iphones. Det skyldes igen af Apple pludselig synes at Adobes udmærkede flash er en dårlig idé – måske fordi de ikke selv opfandt flash 😉

…sådan er der så meget.

 

 

Verdens 2 største vindmølleinstallationsskibe i Esbjerg Havn på samme tid!!

En lille sejltur gav dette lille videoklip af 2 af verdens største vindmølleinstallationsskibe i Esbjerg Havn på samme tid – nemlig MPI Discovery og MPI Resolution der laster  vindmøller til vindmølleparken London Array


Klippet kan købes i fuld opløsning på www.arkivbilleder.dk

 

Verdens største jack-up borerig i Esbjerg

Så fik vi verdens største jack-up borerig til Esbjerg – Maersk Innovator! Søndag morgen den 19. august 2012 klokken 01.08 gik lods Carsten Dyhre ombord på riggen,

lige inden var lods Bjarke Sørensen gået ombord på “leading tug”  FAR SCORPION.

Nu ligger Maersk Innovator i Esbjerg Havn ved Europakaj og skal ligge der de næste 33 dage for at få udført diverse reparationer og vedligehold.