Tistrup revisited i 2012 – næsten som at få en julegave!

Har været heldig at få lov til at udstille mine “Spejlinger” og  mine nye “stenbilleder” i Janusbygningen i Tistrup i 2012 – glæder mig vildt meget. Boede i Tistrup fra 1977-1986.

Læs herunder et klip udstillingskalenderen fra www.janusbygningen.dk om udstillingen der har 3 deltagere – husk at notere datoen 28. april hvis I har lyst at komme til ferniseringen – I er meget velkomne!!

28. april – 28. maj
Brian Elder
Den amerikanske kunstner Brian Elder udforsker begrebet at rejse i sine værker. Han arbejder med selve rejseprocessen, idet han søger via denne at orientere sig både internt og eksternt i verden omkring os. Elder dokumenterer sine rejser med fotografier, tegninger, videoer og malerier og samler materialer, såsom vejkort, geologiske kort, meteorologiske data og sattelitbilleder, der bliver til collager, som han så at sige maler sammen ved at forene former og mønstre, der opstår, og somme tider beholde de visuelle oplysninger, som de er, og andre tider lade dem flyde sammen. Disse billeder og oplysningsbidder er samlet i grupper, nogle i små collager og andre i store grupperinger, der bevæger sig hen over væggen.
Elder er Associate Professor ved Central Michigan University og underviser i maleri og tegning. Han er uddannet på University of New Hampshire og Indiana University, har udstillet rundt omkring i hele USA og hans værker findes i private samlinger i USA.
Arr.: Vestjysk Kunstforening

Bent Medvind Sørensen
Fotoudstilling.
Bent Medvind Sørensen har været på banen som fotograf i efterhånden mange år. Både som billedkunstner og som fagfotograf med bl.a. offshore-fotografi som speciale. Han er født 1951 i Grindsted, boede bl.a. en overgang i Tistrup, men de seneste mange år har udgangspunktet været Hjerting ved Esbjerg. Af udstillinger kan nævnes: KS 77,78,80 og 81. Herning Museum, 1978. Vestjyllandsudstillingen 1980 og 84. Olien i fokus, Fiskeri- og Søfartsmuseet, 2002. Horisonten, Fiskeri- og Søfartsmuseet, 2008. 25 esbjergensere, Galleri Slugen, Esbjerg, 2008. Dokkenudstillingen, bl.a. “150 havnearbejdere”, Esbjerg Havn, 2010. Han har endvidere stået bag en række bogudgivelser bl.a. via sit eget Forlaget Medvind.
Arr.: Vestjysk Kunstforening

Mette Svane
Keramikudstilling.
Mette Svane er uddannet på Århus Kunstakademi, keramisk afdeling 2004-07. I 2007 kunne man opleve hendes værker på KS, og siden har hun bl.a. udstillet på LER 08, SAK, Kunstbygningen i Svendborg og på Frederikshavn Kunstmuseum. Hun bor i Risskov og har siden april 2011 været medlem af kunsthåndværkerbutikken “Nr. 4” i Århus.
Arr.: Vestjysk Kunstforening